Undervisningsdag d. 11. oktober 2012

Dagens undervisning var god og en øjenåbner for, at vi gør ting forskelligt og vi har forskellige kulturer. De opgaver vi skulle løse i grupper fungerede også rigtig godt, da vi fik en masse gode diskussioner omkring forskellige emner indenfor kultur. 

Lille blog opgave fra undervisningen d. 28. september 2012 

Normalisering:

Begrebet normalisering fangede min interesse, så derfor vil jeg lige beskrive det kort. Normalisering handler om at normalisere mennesker så vidt det er muligt. Det vil sige, at personer med for eksempel nedsat funktionsevne skal ud at bo selv og klare sig selv så meget de nu kan.
De skal individualiseres - igen klare sig selv mere og mere. De skal lære at leve som "almindelige mennesker". Normalisering handler med andre ord om, at de skal ud at arbejde og på andre måder have et socialt netværk, bo selv/klare sig selv i et vist omfang, kunne klare et job, inkluderes i det sociale miljø og på arbejdsmarkedet. 

 

Redegørelse: Tværkulturel – og Transkulturel

Det Tværkulturelle

Den tværkulturelle model bruges til at finde forskellen mellem to kulturer. Man bruger også ofte modellen til at beskrive adfærd hos den eller de pågældende gruppe (r) som man vælger at analysere. Man kunne for eksempel bruge modellen til at analysere sig frem til, hvorfor et andet land gør nogle specifikke ting anderledes end hvad vi gør her i Danmark. Den tværkulturelle model kan hjælpe os med at lave sammenlignende analyser af adfærd. Denne model ser på kultur gennem kultur.

Ved tværkulturel kultur menes der, at man ser på tværs af kultur. En tværkulturel forståelse tager udgangspunkt i en sammenligning af forskellige fænomener inden for forskellige, afgrænsede kulturer (kilde: s. 161 i Kulturfortællinger). Modellen ligger således op til at se på forskelle og ligheder.

Det Transkulturelle

Begrebet transkulturel menes der, at der er en proces i gang hvor man som udgangspunkt mener, at der i højere grad bliver en udveksling mellem kulturer. Man mikser derfor i større grad forskellige kulturer. Det kan på en måde sættes sådan op, at to mennesker med hver deres kulturelle baggrund mødes og derved skabes en helt tredje kultur på baggrund af de forskelligheder de to personer har.

Med den transkulturelle model kan man betragte en kultur udefra.

Det vil sige at ved transkulturel kultur menes der, at det ikke som udgangspunkt er to kulturer, der mødes, men at når mennesker fra hver sin kultur mødes udveksler man og skaber man kultur. Den der betragter kultur, må derfor forholde sig til at han betragter den andens kultur gennem sin egen kultur (kilde: s. 160 i Kulturfortællinger).

Forståelse og redundans

Ved forforståelse menes der de værdier som man selv er vokset op med. For eksempel når vi selv snakker med børn går man automatisk ned i deres højde, for sådan gjorde pædagogerne også da man selv gik i børnehave.

Ifølge antropolog og biolog Gregory Bateson er forståelser med til at lette kommunikationen mellem mennesker. Det er forforståelserne der muliggør det han kalder redundans (kilde: s. 119 i Kulturfortællinger).

Redundans betyder at mennesker ikke behøver at tale sammen i detaljer, før hinanden ved hvad der tales om.

At ændre perspektiv fremmer helhedsforståelsen. Det kan være en udfordring for det moderne menneske gennem analyser af kulturer at fremme sin bevidsthed om kultur, men også sin egen deltagelse i kultur. Kultur har to dele, både en synlig og en usynlig. Kulturanalysemodellen som ses på side 122 kan hjælpe med at ændre dit perspektiv og forstå helheden af en anden kultur. Man må holde sig i bevægelse og flytte sig selv for at kunne ændre sit perspektiv og tilføje en ny del helhedsforståelsen.

         

  

Feltstudieopgave - Nørbygård i Hanstholm

Feltstudieopgave - Nørbygård i Hanstholm

Feltstudie – Pædagogens kompetencer:

Interview med pædagogen Helle Fejerskov

Indledning:

Vi er en pædagoggruppe fra VIA UC Thisted, som har været ude at besøge Nørbygård i Hanstholm, hvor der er plads til 24 beboer, og hvor de tager sig af, og støtter folk med et misbrug af alkohol, stoffer og psykiske lidelser.  

Problemformulering:

Hvor har vi været? Hvem er pædagogen og hvor længe har hun arbejdet der? Hvordan fandt hun ud af, at dette var det område hun ville arbejde med? Hvorfor arbejder hun netop det sted? Hvad er det særlige? Hvordan håndterer hun en konflikt mellem pædagog og beboer?  Hvad er hendes rolle som pædagog? Hvad skal hun kunne? Hvad er det sværeste ved jobbet?

                                                          Et misbrugscenter set fra en pædagogs vinkel

I forbindelse med vores feltstudieopgave, har vi besøgt Nørbygård-centret i Hanstholm, og lavet et interview med den 35-årige Helle Fejerskov, som efterhånden har arbejdet der i 4 år, ud af de 6 år hun har været i pædagog. Udover pædagoguddannelsen er hun uddannet indenfor NADA-akupunktur, og er nu i gang med uddannelsen som en pædagogisk massør, hvilket er til fordel i hendes jobområde, da det beroliger beboerne.

     
Helle Fejerskov fortæller om, hvordan hun fandt ud af, at hun ville arbejde indenfor det område, som hun gør i dag. Hun fortæller, at hun i sin praktik fik indblik i området, og efter hun har arbejdet i børnehaver og fritidsordninger, fik interessen for at lære noget om mennesker, der var i pressede situationer. Det er et hårdt job at være pædagog på Nørbygård, da man gennem jobbet hører mange ubehagelige historier om deres baggrund, men derimod er personalegruppen god til at støtte, lytte og hjælpe hinanden. De har et godt fællesskab blandt personalet og sætter tid af til, at de kan komme af med nogle af de tunge oplevelser, hvis det kan være psykisk hårdt at overkomme.  Hun møder mange mennesker med forskellige misbrug, som hun hidtil ikke har kendt noget til, da hun selv har haft en tryg opvækst. Hun synes, at det er et fantastisk og spændende sted at arbejde, hvor empatien fungerer godt og hvor folk hurtigt kommer sig. Helle Fejerskov fortæller, at det er blandingsmisbrug, alkohol og psykiske problemer, der tit følges ad, når beboerne kommer, for at få hjælp. Hun går selv ind for døgnbehandling, da personalet derved kan holde øje med beboerne, og støtte dem til hver en tid. Inden de bliver udskrevet, bliver de tilbudt at få hjælp til at finde en anden omgangskreds. Personalet hjælper dem, med at sikre dem et indhold i tilværelsen, så de har en hverdag at komme ud til efter behandlingen.

     Pædagogen fortæller, om det særlige der er ved hendes arbejde. Hun kan mærke, at det glæder hende, at se dem smile og når der sker en positiv udvikling. Hun er glad for at kunne skabe ro og tryghed for beboerne, som hun bl.a. gør ved massage og akupunktur. Hverdagen er uvis, fortæller hun, da man ikke ved hvad man kommer op til. Hun oplever at høre mange fantasifulde historier, som efter beboernes mening, gerne skal overbevise pædagogen om, at de f.eks. må få mere beroligende medicin eller andet, end aftalt. Senere i processen kan de dog grine af deres tidligere historier, og over at de har, kunne ”snyde” dem. Personalet arrangerer forskellige aktiviteter i løbet af ugen, såsom motion, leg og værksted. Derudover er der morgensang hver morgen kl. 8.15, hvor de også får info om dagen og andre aktiviteter.

     Konflikt mellem pædagog og beboer kan forekomme, men da beboerne er meget konfliktsky, kan individuelle- eller gruppesamtaler være nødvendige for at skabe et godt fællesskab. Personalet arbejder med deres konkliftsky, ved at støtte dem, så dem til at sætte ord på deres følelser, motionere, shoppe eller f.eks. at lave en god middag uden alkohol. For at arbejde med den gruppe mennesker, skal man have viden og erfaring indenfor området. Det kan man få gennem kognitive kurser. Udover dét, er empati og forståelse for beboerne vigtig. Selvom beboerne ved indskrivningen skriver under på, at de ikke må forholde sig aggressive, så hænder det af og til alligevel, at beboerne er højrøstede og utilfredse, derfor må pædagogen være bestemt og konsekvent. Med de baggrundshistorier der bliver fortalt, kræver det at man er psykisk stærk.

     Det sværeste ved jobbet er, når børn er involveret i processen. Hun dømmer ikke beboerne der har børnene, men tager derimod hatten af for dem, da de kommer og åbner sig for personalet, og indser at de har et problem. Anerkendelsesprocessen er lang, men det er godt, at de kommer frivilligt for at få hjælp og støtte. På trods af at de savner deres hjem og deres normale hverdag i starten, så sker der en stor forandring i løbet af de første 2-3 uger.

Konklusion:

På Nørbygård har Helle Fejerskov beskrevet hendes job som pædagog, og hvad hendes arbejdsdag består af. Jobbet er hårdt, men også utrolig interessant. Hun fandt interessen i jobbet, gennem hendes praktikperioder. Hun arbejdede med jobbet, da hun dengang gerne ville lære at arbejde med pressede mennesker. Konflikter kan forekomme og kræver at man er struktureret og bestemt. Man skal med dette job have empati, forståelse, kunne give støtte, og være god til at lytte. Det der gør det hele værd, er at se de forskellige positive udviklinger og succeshistorier hos beboerne både mens og efter behandlingen.